En del gader på den sydlige del af Islands Brygge har navn efter danske statsministre.
Hilmar Baunsgaard (1920-1989) var statsminister i årene 1969 til 1971.
Mens de andre forhenværende statsministre på Islands Brygge har fået gader, har Hilmar Baunsgaard som den eneste fået en boulevard. Til gengæld er han på gadeskiltet blevet snydt for ejefalds-s’et, selv om gaden på kommunens egne kort hedder Hilmar Baunsgaards Boulevard.

Vejen ligger, hvor Thorvald Borgs Gade gik tidligere. Thorvald Borg (1872-1932) var havnedirektør i København.
Gaden opstod i 1930’erne som forbindelsesvej fra Artillerivej til virksomhederne ved Islands Brygge.

Gadeskiltet fra Thorvald Borgs Gade er endt i haveforeningen Vennelyst på Amager.
