Vejen er opkaldt efter et saltværk, der i midten af 1800-tallet lå på hjørnet af Saltværksvej og Amager Strandvej.
Saltværket producerede bl.a. køkkensalt til husholdningsbrug. Værket havde sin egen anløbsbro, hvor råsalt kunne losses.
Værket blev i 1873 overtaget af Københavns Saltværk, som indstillede produktionen i 1881.
Saltværkets bygninger blev herefter overtaget af Flensburg og Sebbelovs væveri, som også opførte fabriksbygninger på den nordlige side af Saltværksvej.
Væveriet var grundlagt på Christianshavn i 1879 af Carl Carsten Flensburg og Jørgen Valdemar Sebbelov. I Kastrup indrettedes et væveri med 135 vævestole og en arbejdsstyrke på ligeså mange ansatte. Fabrikken blev kaldt Carstensminde efter Carsten Flensburgs søn.
En del af bygningerne på den nordlige side af Saltværksvej blev efterhånden overflødige og blev taget i brug af Dansk Plüsch- og Møbelstoffabrik, der fungerede i samarbejdet med Flensborg og Sebbelovs væveri.
I 1949 opførtes en fire-etages bygning og i 1958 blev vævesalen mod Saltværksvej bygget. Fabrikken fremstillede møbelstoffer og ”Kastruptæpper”, som i vid udstrækning ble eksporteret. Omkring 1960 havde fabrikken ca. 140 ansatte, men lukkede i 1976. hvorefter Tårnby Kommune overtog bygningerne. I dag anvendes de forskellige kulturelle formål under navnet Plyssen.
De oprindelige fabriksbygninger, der var tilbage fra saltværkets tid, blev nedrevet i 1974. På stedet ligger i dag boliger for familier, hvis hjem blev nedrevet ved anlæg af Øresundsforbindelsen.
Ved Saltværksvej lå fra omkring 1885 desuden Kastrup Bryggeri, der tidligere havde haft til huse i Kastrup Værk.
Skottegårdsskolen (herover) blev opført i 1953. Den blev tegnet af arkitekten Carl Brix og supplerede den gamle Kastrup Skole ved Kastrupvej.