Tidligere var det at gå i teateret nærmest forbeholdt de kongelige, som hentede skuespillere til at spille for sig, f.eks. på Københavns Slot. På slottet blev der i 1700-tallet indrettet et særligt Hofteater.
I 1660’erne havde Frederik den 3.’s dronning, Sophie Amalie, bygget sit eget teater nord for byen, hvor Amalienborg Slot senere blev opført. Omkring år 1700 fik København et operahus i Bredgade.
I 1722 åbnede et privat teater i Grønnegade, og forestillingerne blev spillet af en fransk teatertrup.
Mens den pietistiske Christian den 6. var konge fra 1730, var der ikke meget gang i teaterlivet i København.
Men det kom der efter hans død i 1746, hvor den nye konge, Frederik den 5., i 1747 overværede en opførelse af Holbergs ”Maskerade”, og blev så begejstret, at han gav en trup af skuespillere lov til at spille i Flådens tidligere tjærehus (“gjethuset”) ved Kongens Nytorv.
Året efter blev huset revet ned, og på stedet blev der opført en teaterbygning (billedet herover), tegnet af arkitekten Nikolaj Eigtved (1701-1754) i rokokostil. Huset åbnede med en forestilling den 18. december 1748. Teateret lå, hvor Holmens Kanal ligger i dag.
Teateret fik plads til skuespil, men også til ballet og til opera, som i en periode havde været spillet på Charlottenborg.
I 1770’erne gennemgik teateret en større ombygning, som arkitekten Caspar Frederik Harsdorff (1735-1799) stod for. Dermed kom bygningen til stilmæssigt at passe sammen med Harsdorffs hus, der omtrent samtidig blev opført ved siden af Charlottenborg.
Senere fulgte andre om- og tilbygninger, så Eigtveds oprindelige byggeri efterhånden næsten var ukendeligt.
Alligevel holdt københavnerne af teatret, som blev et kulturelt centrum i København. Her opførtes Oehlenschlägers og Heibergs stykker. Det var her den unge H. C. Andersen drømte om at få en rolle i en forestilling, da han kom til byen. Han kom her meget ofte, og boede nødigt alt for langt derfra.
I midten af 1800-tallet var teaterbygningen efterhånden ikke længere tidsvarende, og man besluttede derfor at opføre en helt ny.
Man valgte arkitekten Vilhelm Dahlerup (1836-1907) til opgaven, og han kunne brede sig på en større grund end det gamle teater, fordi gjethuset nu blev revet ned. Flåden var på dette tidspunkt flyttet helt væk fra området og indrettet sine faciliteter på Holmen og et nyt boligkvarter skød op på Gammelholm bag ved teateret.
Pengene til byggeriet var skaffet på forhånd, men teaterets kasserer spillede dem op i et lotteri.
I 1873 stod den nye teaterbygning færdig, og det er den, der stadig er i brug som Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Ny Scene
I begyndelsen af 1900-tallet ønskede Det Kongelige Teater en ekstra scene, så der kunne spilles mere moderne og eksperimenterende forestillinger.
Samtidig var der brug for plads til Statsradiofonien, som var datidens navn for Danmarks Radio. Den nye scene blev derfor også hjemsted for Statsradiofoniens studier, så her blev nogle af de første radioudsendelser produceret.
Dengang var der en tæt forbindelse mellem radioen og teaterverdenen, fordi man ofte brugte skuespillere og operasangere til at optræde i udsendelserne.
Arkitekten Holger Jacobsen tegnede den nye teaterbygning, som af pladsmæssige grunde skulle bygges henover Tordenskjoldsgade.
Bygningen var i art deco-stil, som bl.a. var inspireret af amerikansk arkitektur. Ny Scene stod færdig i 1931.
Det dominerende element var det høje scenetårn, der blev bygget sammen med den oprindelige teaterbygning. Selve tilskuerrummet, der ligger ud mod >Harald Landers Gade, fik et mere anonymt udtryk.
Teaterbygningen viste sig hurtigt ikke at være velegnet til radioformål, som den ellers var bygget til. Så efter få år flyttede radioen til det nyopførte radiohus ved Rosenørns Allé.
På scenetårnets facader er der figurer, der forestiller muser (herover), som er udført af Einar Utzon Frank (1888-1955) og hans elev Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969).
Under gennemkørselsporten sidder en kæmpemæssig mosaikdekoration (herunder) udført af Ejnar Nielsen (1872-1956).
Udsmykningen viser nogle af de videnskabsmænd, der skabte grundlaget for at radioen kunne opfindes. De er blandet med grupper af figurer, der viser almindelige danskere, der lytter til radio.
Mosaikkerne består af tre millioner mosaiksten og dækker et areal på 400 kvadratmeter. Udførelsen tog otte år.
Indenfor er bygningen rigt udsmykket af mange forskellige kunstnere.
Teaterbygningen var ikke lige populær hos alle, og fik hurtigt øgenavnet “Stærekassen”, på grund af dens høje facon. Debatten om bygningen var så voldsom, at Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse krævede den nedrevet. “Stærekassen” er dog i dag en fredet bygning.
Det Kongelige Teater fik efterhånden behov for mere plads til de tre kunstarter, teater, opera og ballet, som skulle rummes i bygningerne ved Kongens Nytorv.
Derfor lod man i 1996 den norske arkitekt Sverre Fehn lave et udkast til en ny forbindelsesbygning, som skulle forene den gamle og den nye scene. Forslaget var en stor, vingeformet bygning med indgang og foyer. Den fik hurtigt navnet “teaterfuglen”, og skulle bygges i en stor del af Tordenskjoldsgades længde..
Også denne bygning skabte debat i sin samtid, og selv om der blev rejst en 1:1-model af den, for at publikum kunne få det rette indtryk at tilbygningen, blev hele projektet opgivet.
I stedet valgte Det Kongelige Teater at skille kunstarterne ad, så de hver fik sine egne bygninger. Operaen fik sin egen bygning på Holmen i 2005 og skuespillet en selvstændigt hus ved Kvæsthusmolen i 2008.