Spring til indhold

Korsgade

Gadens navn forklares med, at den i begyndelsen hed Blågårds Korsgade, fordi en del af gadenavnene på Indre Nørrebro udsprang af Blågårdsgade, som nok var bydelens tidligste.

Korsgade fik sit nuværende navn i 1860, og har måske inspireret til navngivningen af Hellig Kors Kirke, der ligger for enden. Kirken blev først bygget i slutningen af 1880’erne.

Tidligere lå i Korsgade 49 én af Nørrebros ældste ejendomme, men den er nu erstattet af nybyggeri.

I den sydlige del af gaden ligger det store boligkompleks Murergården, der blev opført i 1970’erne (se nærmere under Murergade). Murergården ses på billedet herunder i baggrunden på Korsgades højre side.

I Korsgade 11 var fra 1902 samlingsstedet for mormonerne. De flyttede i 1930 til Frederiksberg i den nyopførte Jesu Hjertes KirkePriorvej.

På Korsgade 56 boede parret Mathilde og Frederik Bajer. De var begge aktive i indsatsen for kvindelig valgret og de var medlemmer af Dansk Fredsforening og Dansk Kvindesamfund. Frederik Bajer modtog Nobels fredspris i 1908. En mindetavle på bygningen fortæller om dem.

I Korsgade 45 lå værtshuset Allotria (som betyder småting eller bagateller), der i 1982 blev overtaget af unge fra BZ-bevægelsen. Da politiet året efter skulle rydde huset, var de unge flygtet gennem en tunnel under gaden til genboejendommen.

Korsgadehallen - Foto af Andreas Trier Mørch (Arkitekturbilleder.dk)

I Korsgade ligger Korsgadehallen (herover), der er et samlingssted for kultur- og sportsaktiviteter. Hallen er opført omkring 2006 og passet ind i en kunstig bakke. Korsgadehallen er tegnet af BBP Arkitekter.