Langt tilbage i tiden lå landsbyen Serridslev udenfor København og dens jord omfattede en stor del af det areal, der i dag er Nørrebro.
I 1500-tallet blev jorden lagt ind under byen København og udbyttet fra markerne Rådmandsmarken og Borgmestervangen blev en del af indtægten for de personer, der sad i byens styre.
Andre områder blev udlagt til fælleder, hvor byens kreaturer kunne sendes på græs.
Indtil midten af 1800-tallet var Nørrebro endnu åbent land, hvor der kun lå enkelte bygninger.
De militære beskyttelseszoner – demarkationslinierne – der var indført i begyndelsen af 1600-tallet, betød at der udenfor Københavns volde kun måtte opføres lette bygninger, der i tilfælde af krig hurtigt kunne fjernes. Militæret havde behov for at følge en fjendes bevægelser, og skyde frit.
Trods bebyggelsesrglerne var der nu alligevel en del bygninger på Nørrebro. Der var flere lidt større landsteder, f.eks. Store Ravnsborg og Blågård, der har givet navne til et par af bydelens veje, Blågårdsgade og Ravnsborggade.
Nørrebrogade var én af Københavns udfaldsveje, der førte til landsbyerne Brønshøj, Utterslev og Husum og videre ud på Sjælland. Langs den lå enkelte landsteder,
Den eneste lidt mere sammenhængende bebyggelse var blegernes huse langs Blegdamsvej.
Langt uden for byen lå fra starten af 1700-tallet Assistens Kirkegård.
Indtil krigen i 1848-1850 opretholdt militæret sin beskyttelseszone rundt om København, men fra 1852 blev zonen imidlertid ophævet udenfor søerne, og byggeriet blev givet frit. I løbet af få årtier blev Nørrebro tæt bebygget med etageejendomme. Befolkningstallet voksede fra omkring 3.000 i 1840 til 10.000 i midten af 1850’erne.
En af de første, der tog initiativ til ny bebyggelse, var Henrik Christian Bangert (som har givet navn til Bangertsgade). Han forsøgte at udstykke en del af sin jord fra landstedet Solitude, men planlagde først og fremmest et villakvarter. Som tiden gik, blev han dog klar over, at der var flere penge i at bygge lejekaserner til de mange, der havde brug for tag over hovedet.
Selv om det ikke lykkedes for Bangert, stod andre parat, og i løbet af 1860’erne og 1870’erne blev hele “Den Sorte Firkant” – området mellem Peblingesøen, Åboulevard, Assistens Kirkegård og Nørrebrogade tæt bebygget.
Det gjaldt f.eks. inspektøren på Københavns Ladegård, Frederik Christopher Bülow (1811-1890), der udstykkede grunde omkring gården.
Bülow fastsatte forskellige retningslinjer for bebyggelsen på hver sin side af Ladegårdsåen, der skilte Nørrebro fra Frederiksberg. På Frederiksberg-siden måtte der kun bygges ét hus på hver grund og højst i to etager, mens der på Nørrebro-siden nærmest var frit slag for byggeriet.
De fleste lejligheder var små ét- eller toværelses – ofte kun på 30 kvadratmeter – men rummede til gengæld i gennemsnit mellem 4 og 8 personer.
Nørrebro blev i 1800-tallet domineret af fabrikker, der her kunne få mere plads en indenfor voldene i Københavns indre by. Samtidig var arbejdskraften tæt på. Én af de første. større industrivirksomheder, var Anker Heegaards jernstøberi ved Blågårdsgade.
Da boligudviklingen på Nørrebro gik i gang i midten af 1800-tallet, hørte området til den københavnske kirkesogne Vor Frue og Trinitatis, så der var lang vej at gå for bydelens kirkegængere.
Først i 1861 fik Nørrebro en kirke, nemlig Sankt Johannes Kirke ved Sankt Hans Torv. Allerede ti år efter havde sognet 40.000 indbyggere, så en aflastning var nødvendig. I 1874 åbnede Sankt Stefans Kirke i 1887 >Hellig Kors Kirke.
Fra 1890’erne og frem, fik Nørrebro en hel række nye kirker, som alle blev opført for midler fra Den Københavnske Kirkefond.
