Omkring 1. Verdenskrig havde kommunen planer om at forlænge Kalkbrænderihavnsgade via Strandvænget langs kysten til kommunegrænsen ved Scherfigsvej.
Man ville gerne undgå, at Svanemøllehavnen og Tuborg Havn voksede sammen, og at befolkningens adgang til stranden blev spærret.
Det blev foretaget en opfyldning i Svanemøllebugten, hvor man bl.a. brugte overskudsjord fra bygningerne af tunnellerne i Boulevardbanen.
Strandvænget kom til at gå langs jernbanen og i stedet blev Strandøre anlagt som forbindelsesvej til Strandvejen.
Allerede før 1. Verdenskrig var der planer om at forlænge Strandpromenanden mod nord, så den kunne bruges som promenadevej for københavnerne, når de f.eks. skulle til Dyrehaven.
I 1930’erne blev Kystvejen anlagt som en slags omfartsvej ved Skovshoved og en moderne vejforbindelse til Klampenborg. Planerne om at forbinde den med Strandboulevarden kunne dog ikke gennemføres.
På trods af navnet, var der ikke de første mange år en egentlig strand ved Strandpromenaden. Først omkring 2010 blev der etableret en kunstigt anlagt strand.
På Strandpromenaden 51-57 ligger en større villa opført omkring 1920 for skibsreder O. H. Bærentzen. Den er tegnet af arkitekten Valdemar Sander (1876-1975).
Villaen var i en periode kinesisk ambassade, men blev fra 1968 anvendt af WHO som bibliotek, i forbindelse med organisationens europæiske hovedkvarter på Scherfigsvej.