Den trekantede plads, hvor Blegdamsvej, Øster Allé og Østerbrogade mødes, har eksisteret siden 1700-tallet, men fik først i midten af 1800-tallet sit navn.
Triangel er det latinske ord for trekant.
I 1600-tallet lå der en skanse her, og dens nordlige bastion havde en trekantet form. Nutidens plads har nogenlunde samme omrids, så det er ikke utænkeligt, at navnet Trianglen stammer fra det gamle fæstningsværk.
Trianglen er har gennem tiden været et trafikknudepunkt, hvor udfaldsvejene delte sig og gik henholdsvis mod Helsingør og Hillerød.
Herfra udgik de såkaldte kapervogne – eller “kaffemøller” – som var hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.
Mod slutningen af 1800-tallet fik de konkurrence fra sporvognene, hvoraf nogle ruter udgik herfra.
Trianglen omkranses af mondæne bygninger.
Ejendommen Trianglen 2-4, der ligger mellem Øster Allé og Østerbrogade, er tegnet af arkitekten Thorvald Jørgensen (1867-1946).
Den blev opført som beboelsesejendom med forretninger i stueetagen omkring 1907.
Bygherren fik ros for at have ofret penge på udsmykning af huset, som med sine store lejligheder nok skulle tiltrække de mere velstående beboere.
På østsiden ligger ejendommen Sankt Petersborg (billedet herunder), der blev opført 1888-1890. Den var tegnet af arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908).
Den har hele tre imponerende tårne på hjørnerne mod hhv. Nordre Frihavnsgade og Odensegade. I ejendommen var en afdeling af varehuset Crome & Goldschmidt.
Ejendommens afløste en villa, der tidligere lå her. Historien fortæller, at den russiske zar Peter overnattede her ved et besøg i 1716.
Den oprindelige havegrund strakte mod øst til Petersborgvej.
På hjørnet af Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade lå tidligere traktørstedet Hjørnelund. Her var der forskellige forlystelser, bla. keglebaner.
Hjørnelund blev i begyndelsen af 1880’erne afløst af en fornem beboelsesejendom (herunder), der fik en spidsviklet form på den trekantede grund.
Midt på pladsen blev der i 1907 opført en ventesalsbygning (billedet herunder), der blev tegnet af arkitekten P. V. Jensen Klint (1853-1930) og hans elev Povl Baumann (1878-1963).
Her blev plads til både trafikmestervagt (for sporvognene), ventesal, kiosk og offentlige toiletter . Det ovale hus fik hurtigt øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.
“Biens” originale ur fra 1907 sidder stadig på bygningen.
I dag er Trianglen også navnet på metrostationen ved pladsen.