I Churchillparken tæt Langelinie ligger kirken for den engelske menighed i Danmark.
Kirken er opkaldt efter Sankt Alban, der i 300-tallet døde som martyr, fordi han som soldat i den romerske hær skjulte en præst, der var på flugt. Med sit eget liv sikrede Alban, at præsten kunne flygte.
Siden 1500-tallet var der en anglikansk menighed i Helsingør, men først fra 1700-tallet blev der givet tilladelse til, at den kunne holde gudstjeneste hos det engelske gesandtskab i København.
I 1834 fik menigheden lokaler i Brødremenighedens sal i Stormgade, som var i brug indtil man kunne bygge sin egen kirke. Der blev i 1854 nedsat en komité, der skulle arbejde for sagen.
Det lykkedes at skaffe midlerne til at købe grunden og opføre kirken, bl.a. fordi prinsen af Wales, som var gift med den danske prinsesse Alexandra, hjalp til.
Prinsessen var datter af kong Christian den 9. og hendes mand blev den senere konge af Storbritannien, Edward den 7.
Alexandras søster Dagmar var også involveret i kirkebyggeri. Sammen med sin mand, den russiske zar Alexander, var de aktive for at få opført den russiske Sankt Alexander Newskij-kirke i København.
Zaren ville gerne have haft kirken opført på den fornemme placering ved Kastellet, men det blev altså den engelske kirke der fik grunden. Det krævede dog militærets tilladelse at bygge her.
Kirken er tegnet af den engelske arkitekt A. W. Blomfield og indviet i 1887. Arbejdet var under tilsyn af Københavns Kommunes arkitekt, Ludvig Fenger.
Sankt Albans Kirke er som typiske engelske kirker i bygget i en gotisk stil, og opført i mursten dækket af flintesten.
Selv om der blev brugt byggematerialer fra Danmark, blev tagstenene hentet i England. En del af inventaret, f.eks. orgel og døbefond, er også engelsk.
Glasmosaikkerne i koret forestiller bl.a. Prinsen af Wales, Sankt Alban og Knud den Hellige, som bragte Albans relikvier til Odense, hvor de blev opbevaret i Sankt Albani Kirke, der også bærer hans navn.
Kirkens tårn og spir er 45 meter højt.
Inde i kirken sidder et epitafium for prinsesse Alexandra, som man betragter som kirkens grundlægger for hendes mand Edward den 7.