Spring til indhold

Upsalagade

Gaden er anlagt omkring 1890 og opkaldt efter den svenske by Upsala.

Den indgår i et lille kvarter, hvor gaderne har navne efter byer i Sverige, samt Olof Palmes Gade, som har navn efter en svensk statsminister.

Upsalagade er præget af fornemme etageejendomme, som blev opført i slutningen af 1800-tallet.

I Upsalagade 9-11 ligger stiftelsen Overkammerherre Oxholms Minde. Den er opført i 1892 for Hoffunktionærernes Låne-, Husleje- og Byggeforening af 11/1 1886 og tegnet af arkitekten Emil Blichfeldt (1849-1908).

Stiftelsen er opkaldt efter overkammerherre Valdemar Tully Oxholm (1805-1876). En buste af ham sidder i en niche på facaden.

På hjørnet af Stockholmsgade lå fra 1891 Lørups Ridehus. Det var etableret af August Lørup, der havde været berider for kongen. I bygningen var der rideskole men også opvisninger og underholdning, som f.eks. boksning og cirkus.

Lørups Ridehus. Foto af Frederik Riise (Københavns Museum).

Ridehuset blev revet ned i 1931, og på stedet blev etageejendommen Upsalagade 1-7 (billedet herunder). Det er en tidlig, funktionalistisk bygning, tegnet i 1931 af arkitekten Henning Hansen (1880-1945).

Den er – som noget overraskende for datidens stil – forsynet med to spir i hver ende.

I Upsalagade ligger Esajaskirken og Dronning Louises Børnehospital på hjørnet af Lundsgade.