Spring til indhold

Annexgårdsvej

Rødovre sogn var tidligere et annekssogn til Brønshøj kirke. Derfor havde præsten foruden præstegården i Brønshøj en annexgård i Rødovre.

Gården var ikke en egentlig præstegård, men et landbrug som gav indtægter, der var en del af præstens løn.

Annexgården brændte i 1919 og blev ikke genopført.

I 1920’erne blev Annexgårdsvej den gennemgående vej i et villakvarter, der blev udstykket fra Annexgårdens jord.

Den sydligste del af gårdens jord blev købt omkring 1902 af byggeforeningen Fremtiden, der i 1904-1906 opførte 44 ensartede huse under navnet Søtorp. Navnet henviser nok til beliggenheden ved Damhussøen.

Husene var tegnet af arkitekten Valdemar Westergaard. De blev fortrinsvis købt af københavnske typografer. Bebyggelsen var det første villakvarter i Rødovre.