Spring til indhold

Bremensgade

Mange gader i denne del af Amager har navne efter stater eller fyrstendømmer i Europa.

Bremen er en by i Nordtyskland, som gennem historien har haft en selvstændig status som bystat. I dag er Bremen et land i Forbundsrepublikken Tyskland.

Indtil 1926 hed Bremensgade Frihedsvej. Måske var den opkaldt efter en ejendom på vejen.

Det ældste hus i Bremengade er nr. 6 (herover), der er opført i 1874. Det er bygget samtidig med det eneste bevarede hus i den bagvedliggende Fehmernsgade.

I Bremensgade ligger den ene af de tre lange karréer i Andelsboligforeningen Nyrnberggården. Bebyggelsen er nærmere beskrevet i artiklen om Nyrnberggade.

På hjørnet af Lemberggade ligger en tidligere industri- og forretningsbygning, der formentlig er opført omkring 1930. Her var flere virksomheder, f.eks. en skjortefabrik.