Gaden hed tidligere Østergade (eller Ny Østergade), men da Sundbyerne i 1902 blev en del af Københavns Kommune, måtte navnet ændres, fordi der i forvejen var en Østergade i København.
Det nye gadenavn var i lighed med andre gader i kvarteret, hentet fra lande i det sydlige Europa.
Frankrigsgade går der, hvor den nordlige af de to bygader i Sundbyøster landsby før lå. Sydpå mod Øresundsvej gik en række småveje, som var rester af landsbyens gyder.
I Frankrigsgade lå tidligere Frankrigsgades Skole. Her var desuden kontor og mødesal for sognerådet i Sundbyernes Kommune, der kun eksisterede fra 1895 til 1902.
I Frankrigsgade 3 lå det tidligere Sundby Asyl (billedet herover). Bygningen blev skænket af fabrikant Jacob Holm, der ejede rebslageret i Reberbanegade.
Asylet blev taget i brug allerede i 1877, hvor befolkningsvæksten i Sundbyerne først så småt var ved at gå i gang.
På det sydlige hjørne af Frankrigsgade og Amagerbrogade, lå i 1800-tallet Christian Ludvig Scheels papfabrik , som var én af landets første af sin slags. Grunden havde tilhørt rebslager Jacob Holm. Måske blev virksomheden grundlagt her i 1830’erne. Scheel havde også på stedet en urtekræmmerforretning, der var én af Sundbyernes første butikker.
Omkring år 1900 blev papfabrikken overtaget af svigersønnen, Carl Reiermann, der flyttede den til den modsatte side af Amagerbrogade.
I den østlige ende af gaden ligger Frankrigsgade Kollegiet (herunder), der er en bygning fra 1972 på ni etager med omkring 125 værelser.
Overfor kollegiet ligger Frankrigsgade Svømmehal, der er opført i tilknytning til Skolen ved Amagerbro i Lybækgade.