Gaden har navn efter Jacob Holm (1770-1845) der var storkøbmand og skibsreder på Christianshavn.
I 1794 grundlagde han en urtekræmmerhandel i Torvegade. Forretningen blev hurtigt udvidet til også at omfatte skibsfart.
Under englandskrigene 1807-1814 var det vanskeligt at drive skibsfart, og Holm søgte nye forretningsområder. Han opgav sin urtekræmmerforretning og startede et skibsbyggeri. Det var en videreførelse af værftet i Grønnegaards Havn, som havde eksisteret siden 1600-tallet.
Desuden lejede han flere pladser på Christianshavn, f.eks. Wilders Plads, og købte flere små værfter, ligesom han købte han Asiatisk Plads i 1841 og lejede Larsens Plads ud for Amalienborg. Værftet flyttede han i 1824 til Holms Plads, der lå vest for Det Vestindiske-Guinesiske Kompagnis raffinaderi, og anlagde her i 1836 landets første ophalingsbedding.
I 1830 byggede Holms værft Danmarks første dampskib, “Frederik den Sjette”, og ved sin død i 1845 var han Danmarks største skibsreder.
I 1833 overtog han reberbanen i Langebrogade og lod den indrette til arbejderboliger, der senere blev kendt under navnet ”Holms Huse”.
I begyndelsen af 1800-tallet investerede Holm i forskellige ejendomme på det nordlige Amager. Det gjaldt f.eks. Vestre Oliemølle, ved Brigadevej og de to ældre oliemøller Oliegren og Olieblad på den østlige side af Amagerbrogade. Her byggede han et rebslageri, der er beskrevet under Reberbanegade.
Jacob Holm har givet navn til børneinstitutionen Jacobs Holms Minde i Geislersgade.