De to landsbyer Sundbyøster og Sundbyvester hørte oprindeligt til Tårnby Kommune, og var i en kort årrække en selvstændig kommune, indtil byerne i 1902 blev indlemmet i Københavns Kommune. Siden 1870’erne var der sket en vis tilflytning og Sundbyerne var udviklet til et industri- og arbejderkvarter.
Omkring år 1900 begyndte for alvor boligbyggeriet langs de to hovedfærdselsårer, Amagerbrogade og Holmbladsgade. Her kom der etageejendomme, som havde et vist luksuriøst præg – uden at være egentlig velhaverboliger. Derfor var deres byggestil ikke overdådig og sprudlende, men til gengæld – i datiden – formentlig ganske moderne og tidstypisk.
Udviklingen i Sundbyerne skete i ryk og var præget af mangel på en overordnet planlægning. Forskellige konsortier byggede hvor der var ledig plads. Derfor skød boligbyggerier op mange steder omkring år 1900, men uden indbyrdes sammenhæng.
Sundbyøster landsby
Sundbyvester og Sundbyøster nævnes første gang i 1085. Landsbyen lå langs Øresundsvejs nordside, fra Amagerbrogade til Frankrigsgade, og bestod af en række på 14 tæt sammenbyggede gårde. Ved Østrigsgade lå en mindre bebyggelse, Kokkedals Huse.
Under belejringen af København i 1658 blev Sundbyerne stærkt ødelagte. Da man modtog underretningen om, at svenskerne var gået i land på Amager, beordrede kongen at de to landsbyer skulle sættes i brand. Samtlige 27 gårde nedbrændte.
I 1700 var det meste dog bygget op igen og Sundbyøster havde 14 gårde og 20 huse. I 1800 var der omkring 5 gårde, 45 mindre gårde og 60 huse unde jord.
3. november 1814 brændte hele den vestlige del af byen, i alt 7 gårde og 10 huse. En del af de nedbrændte ejendomme blev opført igen udenfor landsbyen.
I 1842 brændte en del af landsbyen igen, denne gang 2-3 gårde og 10 huse i den østlige ende af byen.
Mellem Øresundsvej og Frankrigsgade lå en kaotisk bebyggelse af småhuse, med små krogede gader og haver. Her boede især folk med tilknytning til maritime erhverv.
Isoleret fra den begyndende bymæssige bebyggelse langs Amagerbrogade, opstod i 1870’erne en bydel omkring ejendommen ”Ensomhed” ved Hessensgade.
I de to årtier fra 1870 til 1890 gennemgik Sundbyerne en rivende udvikling. Befolkningstallet steg fra 6.774 til 13.242.
Boligudvikling
Omkring 1906 begyndte udbygningen af sidegaderne ved Holmbladsgades vestlige del. Herman Ebert var manden bag byggeriet og anlægget af det præsentable kvarter, hvis gader fik navne efter svenske landsdele: Skånegade, Nordlandsgade, Smålandsgade og Jemtelandsgade på nordsiden af Holmbladsgade, samt Blekingegade og Aalandsgade syd for. Aalandsgade var allerede dengang tænkt som starten på en ny, diagonal vejforbindelse til Kastrupvej. Men Jacob Holms reberbane lå indtil videre i vejen for denne del af projektet.
Som en parallelgade til Holmbladsgade anlagdes Sundby Boulevard, der var tænkt som en vej helt ud til Øresund.
Omkring 1906 købte Hermann Ebert grunde langs Amagerbrogade hhv. nord og syd for Holmbladsgade. Her fik han opført en række ejendomme, som skulle adskillle sig fra de ”sædvandlige kaserner” i Sundbyerne, som det hed i Amager Avis’ omtale. Byggeriet blev tegnet af Christian Christiansen og K. Mandrup-Poulsen, og blev et imposant lejlighedskompleks med tårne på gadehjørnerne. De enkelte lejligheder, hvoraf nogle var på fem værelser, havde elektrisk lys, centralvarme og vandskyllende toiletter.
Ebert havde store planer for det fortsatte byggeri ned langs Holmbladsgade. Han bekostede selv anlæg af en kloakledning i gaden.
En københavnsk forretningsdrivende, overretssagfører Viggo Fischer, købte grunde nord for Øresundsvej, for at kunne udstykke dem, når Amagerbanen åbnede. Fischer fik også gennemtrumfet anlægget af Øresundsvej Station.
Kvarteret omkring Frankrigsgade blev planlagt udbygget i 1930, men arbejdet blev sinket af Besættelsen, og fortsatte i 1950’erne.
Industri
I 1914 udlagde Københavns Kommune området nord for Holmbladsgade til industriformål.
Baggrunden for, at man valgte dette område var, at kommunen ved mageskifte havde overtaget en række grunde fra Staten og at Amagerbanen havde gjort det velegnet for placering af industri. Der blev planlagt et sidespor gennem området, men det blev dog aldrig anlagt. Der var også planer om en ny havn på det østlige Amager, men den blev heller ikke til noget.
Man pålagde området en klausul om, at det ikke måtte bebygges med andet end fabriksbygninger, men at der dog måtte opføres f.eks. funktionær- og direktørboliger.
Opsvinget i industrien under 1. Verdenskrig betød, at salget af industrigrundene gik hurtigt. Carl Lunds blikvarefabrik havde allerede i 1912 købt en grund i Dalslandsgade.
I slutningen af 1920’erne var der igen stor efterspørgsel efter industrigrunde i København, og i 1934 besluttede borgerrepræsentationen at udlægge endnu et område på Amager til industri. Det var arealerne langs Strandlodsvej, hvor der i forvejen lå enkelte virksomheder. Hurtigt blev disse grunde bebygget i 1930’erne og efter 2. Verdenskrig.
Hele den nordlige del af Amager Strandvej/Strandlodsvej-området udviklede sig til et industriområde, uden at det dog var besluttet, at det skulle være det. Først med planloven i 1938, kunne kommunerne udlægge områder til bestemte formål, og Københavns Kommune udlagde – meget naturligt – dette område til industriformål. I 1940’erne kom mange nye virksomheder til, især ved den nyanlagt vej Ved Amagerbanen og Krimsvej.
I 1960’erne og 1970’erne var mange af de ældste industrier nedslidte og forældede, og de største nedlagde produktionen. Dermed blev der plads til boligbyggeri, f.eks. syd for Øresundsvej på banens østside.