I 1899 købte Københavns Kommune den såkaldte Tyrefælled, som var den østlige del af Amager Fælled.
På arealet blev der dels opført to skoler, Sundholm Skole (senere Amagerbro Skole) og Sundbyvester Skole, dels institutionen Sundholm der var en erstatning for Københavns Ladegård ved Aaboulevard, som var en anstalt for f.eks. tiggere, vagabonder og “løsagtige” kvinder.
I 1700- og 1800-tallet blev forsorgen for samfundets svageste i København varetaget af f.eks. Almindelig Hospital og Tugt- og børnehuset, hvor man blandede syge, kriminelle og uarbejdsdygtige sammen i den samme institution.
Sundholm havde det samme blandede klientel, men blev samtidig betragtet som et sted, hvor mennesker med sociale problemer kunne resocialiseres og gjort til “ordentlige”borgere ved at give dem arbejde og pligter.
Sundholm blev kendt gennem Sigfred Pedersens vise “Den gamle skærslippers forårssang”, hvor det i et vers hedder:
Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Sundholm blev opført i 1905-1908 og var tegnet af arkitekten Emil Jørgensen (1858-1942). Han tegnede også Sankt Elisabeth Hospital og Sankt Annæ Kirke på Amager og Gentofte Hospital. Han var desuden medarbejder ved byggeriet af Københavns Rådhus, Bispebjerg Hospital. Sundholm blev indviet den 9. april 1908 af kong Frederik den 8.
Opførelsen kostede 2,5 millioner kroner i datidens priser. Anstalten bestod fra starten af hele 22 bygninger, der rummede værelser samt værksteder og servicebygninger.
De fleste ansatte havde tjenestebolig med bopælspligt på området. Først i 1984 blev tjenesteboligerne afviklet.
Sundholm bestod af flere dele: Dels en arbejdsanstalt, hvor man optog personer der var i stand til at arbejde, men som ikke kunne forsørge sig selv. Dels en tvangsanstalt, som rummede personer der var anbragt på baggrund af en dom. Tvangsanstaltens bygninger ses herover til venstre. Begge var adskilt i en mands- og en kvindeafdeling. Endelig havde Sundholm sit eget sygehus.
Den centrale vej, Ahorn Allé, delte institutionen i to dele. Længst mod øst lå tvanganstalten. Mod nord lå bl.a. det store maskinhus, der leverede lys og varme til såvel Sundholm, som de to skoler ved siden af.
Institutionen var i vidt omfang selvforsynende og havde eget vaskeri og køkken, Køkkenbygningen ses på billedet herover. Indenfor Sundholms område var der sågar et lighus.
Sundholms varmecentral og elværk leverede ikke bare lys og varme til selve institutionen, men også de to nærliggende skoler, en børnehave og barakker for husvilde, der lå ved siden af.
Fra omkring 1919 havde man et omfattende svinehold, med omkring 1.000 svin. De blev fordret med madaffald fra Københavns hospitaler og når grisene blev slagtet, blev de bl.a.til hospitalsmad igen. Det siges, at nogle af svinene også blev serveret, når der var julemiddag for medlemmerne af Borgerrepræsentationen.
Anstalten var omgivet af et trådhegn, og det var kun muligt at komme ind og ud gennem to porte mod hhv. Sundholmsvej og Amager Fælledvej (billedet herover). Der var fast vagt ved porten, og når beboerne havde deres ugentlige fridag, blev de visiteret ved hjemkomsten. Nogle prøvede at smugle brændevin ind, men det måtte man ikke. I porten var endda en celle, som blev brugt til berusere. Portbygningerne er stadig bevaret.
Rundt om hele anlægget blev anlagt en tre meter dyb voldgrav, som dog blev overdækket i 1950’erne. Graven var i første omgang opstået, da man gravede jord til at fylde arealet op før byggeriet, men har givetvis også tjent til at holde beboerne inde.
Tvangsanstalten optog ikke bare personer fra København, men fra hele Sjælland og Fyn. De indsatte var typisk dømt for betleri, løsgængeri, alfonseri eller vold.
På arbejdsanstalten var der pligt til at arbejde, og man kunne beskæftiges ved f.eks. vask, vævning, brændeskæring, håndværk, havebrug m.v. samt pasning af svin. Billedet herunder viser “lemmer” i arbejde, omkring 1914.
I alt havde Sundholm plads til omkring 1.000 beboere – eller “lemmer”, som de kaldtes. Hovedparten var kriminelle, prostituerede, hjemløse eller psykisk syge.
Den indlagte (som de kaldtes) boede på sovesale med omkring 25 senge. Forplejningen bestod af tre daglige måltider. Man bød f.eks. på den såkaldte rumfordsuppe, der var typisk kost på fattiganstalterne. Suppen var nærende men også billig at fremstille. Måltiderne kunne også bestå af bygvælling, spegesild, sulevælling, risvandgrød eller klipfisk. Om morgenen serveredes f.eks. rugbrød med margarine og kaffe.
I 1918 blev også Sankt Johannes Stiftelsen en del af Sundholm.
Efter socialreformen i 1930’erne ændredes klientellet gradvist, og Sundholm blev i højere grad et herberg for hjemløse m.m. Betegnelsen for anstalten blev i 1960 ændret til forsorgshjem, men arbejdstvangen blev opretholdt helt til 1978.
Efter Befrielsen i 1945, blev Sundholm i en periode brugt til internering af de såkaldte landssvigere, altså danske der havde gået tyskernes æriende under Besættelsen.
I 1950’erne blev en del af bygnngerne brugt til Sønderbro Hospital, der var et specialsygehus for kvindesygdomme.
Fra 2000 blev Sundholm nedlagt som en samlet, social institution. I dag rummer Sundholm en række institutioner under Københavns Kommune for bl.a. psykisk syge, hjemløse og misbrugere. Sundholm har stadig et herberg for hjemløse, men har ikke nær så mange beboere som tidligere.
