Spring til indhold

Fengersvej

Flere gader i kvarteret er opkaldt efter københavnske læger.

Carl Emil Fenger. Ukendt fotograf, 1859. (Det Kgl. Bibliotek).

Carl Emil Fenger (1814-1884) var både læge og politiker. Han var i en periode borgmester i København.

På den vestlige side af vejen ligger huse, der er opført 1912-1914 af byggeforeningen Lyset (Se nærmere under Steenbergsvej).

Ved Fengersvej lå fra 1925 til omkring 1940 en midlertidig kirke. Den var tegnet af Martin Nyrop (1849-1921) og bygget af kokolith, der bl.a. bestod af gips og skaller fra kokosnødder.

Kirken havde tidligere stået på Blågårds Plads på Nørrebro indtil den blev afløst af Blågårds Kirke. Det var en simpel bygning, hvor den eneste udsmykning var et kors over døren.

Selv om kirkens officielle navn var KIrken ved Fengersvej, blev den som regel blot kaldt Fengerskirken – men hed i folkemunde gerne hønsehuset.

Fengerskirken blev nedlagt, da Vigerslev Kirke åbnede i 1941.