Flere gader i kvarteret er opkaldt efter københavnske læger.
Valdemar Emanuel Steenberg (1829-1892) var psykiater. Han reformerede sindsygevæsenet i København og blev overlæge ved Sankt Hans Hospital i Roskilde.
Steenbergsvej er én af vejene i byggeforeningen Lyset, der blev stiftet i 1910.
Andre gader i Lysets område er Steinsvej, Esrichtsvej, Carl Langes Vej og Fengersvej.
Foreningen blev stiftet af sporvejsfunktionærer i 1910 og i årene 1912-1914 opførtes 107 dobbelthuse i kvarteret. Senere kom også ansatte ved Statsbanerne, brandvæsenet og kommunen med i foreningen.
Medlemmerne indbetalte 2 kroner om ugen som bidrag til byggeriet.
Byggeforeningshusene blev tegnet af arkitekten Christian Mandrup-Poulsen (1865-1952), som også stod bag Valby-byggeforeningerne Trekanten og Selveje.