Vejen er anlagt omkring 1900 som forbindelsesvej til bydelen Vigerslev, der i 1902 sammen med Valby blev indlemmet i Københavns Kommune.
Alléen skabte forbindelse mellem de nye bydele og det centrale København.
Den østligste del af den flere kilometer lange udfaldsvej domineres af >Vestre Fængsel, Otto Mønsteds Kollegium og Vestre Kirkegård.
På Vigerslev Allé 18 lå medievirksomheden Carl Allers Etablissement, der omkring 1900 købte de to landbrugsejendomme Kjeldsgård og Valbygård, som lå her.
Trykkeriet brugte i de første år gårdenes bygninger. I årene 1906-1912 opførtes egentlig fabriksbygninger, der bl.a. blev tegnet af arkitekten Thor Langhoff.
I slutningen af 1940’erne opførte firmaet en kontorbygning (herunder), der blev tegnet af arkitekten Welding Johansen. Bygningen blev i 2012 overtaget af Hotel- og Restaurantskolen.
I dag er der ikke så mange tilbage af de oprindelige fabriksbygninger, for virksomheden blev ødelagt under Besættelsestiden som gengældelse for modstandskampen.
På Valbygårdsvej 33 ligger stadig én af de villaer, der blev opført til fabrikkens brug.
Øst for Aller-fabrikken ligger i dag en afdeling af Københavns Skolehaver.
Ved Vigerslev Allé lå fra slutningen af 1800-tallet maskinfabrikken F. L. Smidth & Co. A/S. Firmaet fik opgaver over hele verden, bl.a. med anlæg af cementfabrikker. Omkring 1960 havde F. L. Smidth over 1.600 ansatte. (Se nærmere under Valby Maskinfabriksvej).
F. L. Smidth har stadig en del af sin administration ved Vigerslev Allé (herover), men firmaets produktion sker andre steder.
Administrationsbygningen blev tegnet af arkitekten Palle Suenson (1904-1987) og opført i 1957. Den buede bygning blev opført som laboratorium.
I 2024 flytter firmaet sin administration væk fra Valby og der planlægges et nyt bykvarter på grunden.
På strækningen vest for Ramsingsvej blev der i årene 1918-1919 opført en bebyggelse med 225 arbejderboliger af træ. De var tegnet af arkitekten Henning Hansen (1880-1945).
Det var små, toværelses lejligheder, der blev opført i en tid med stor boligmangel. Planen med dem var, at de små lejligheder kunne slås sammen til større, hvis boligforholdene ændrede sig. Det blev dog aldrig til noget, og træhusene endte som husvildebarakker, indtil de i 1950’erne blev revet ned.
På Vigerslev Allé 117 blev der omkring 1061 opført et plejehjem for blinde under navnet Solgavehjemmet.
Vigerslev Allés Skole (herover) blev opført i 1910.
Skolen blev tegnet af Københavns Kommunes arkitekt, Hans Wright (1854-1925). Skolen havde på et tidspunkt mere end 1.500 elever.
Vejens forløb vest for Vigerslev Allé Station er beskrevet i denne artikel.