I 1911 blev Haveboligforeningen Grøndalsvænge stiftet med det formål at bygge billige, sunde og smukke boliger til arbejderfamilier.
Grøndalsvænge blev ét af de første eksempler herhjemme på en haveby, altså en boligbebyggelse med et grønt præg og god plads om husene. Havebyerne var skudt op mange steder i England, Tyskland og USA i slutningen af 1800-tallet.
Initiativet til foreningen kom fra journalisterne Jens Tornum og H. Lundbeck, der var medarbejdere ved avisen Socialdemokraten.
Foreningen købte et areal af Københavns Kommune på nordsiden af Grøndalåen, som bebyggelsen tog navn efter.
Det særlige ved Grøndalsvænge var, at foreningens medlemmerne skulle eje boligerne i fællesskab i modsætning til mange andre byggeforeninger, hvor husene efter en årrække overgik til privateje.
Arkitekterne Poul Holsøe (1873-1966) og Jesper Tvede (1879-1934) udformede en bebyggelsesplan for området og tegnede fem forskellige typer huse. Der blev opført i alt 400 huse i Grøndalsvænge.
Byggeskikken var i tråd med ideerne i foreningen Bedre Byggeskiks anbefalinger for boligbyggeri.
Vejplanen er karakteristisk ved sine let buede veje, der slynger sig gennem kvarteret. Denne måde at anlægge veje på var inspireret af den tyske ingeniør Carl Strintz‘ vinderforslag til konkurrencen om udbygningen af de københavnske forstæder i 1908, hvor han netop brugte de slyngede vejforløb mange steder.
I krydset mellem Æblevej og Vindruevej blev der opført en større forretningsejendom med bl.a. en brugsforening.
Foreningens medlemmer kunne vælge mellem både enkeltvillaer og dobbelthuse. Ønskede de ændringer i de faste typer, måtte de selv betale.
Opførelsen af Grøndalsvænge startede i 1915 og strakte sig over fire etaper. Kvarteret var helt færdigbygget i 1928.
I Grøndalsvænge kan man sjældent se, hvor vejen ender, og mange steder dannes der små pladser eller grønne områder, hvor vejene mødes.
