Spring til indhold

Hulgårdsvej

Vejen har navn efter landbrugsejendommen Hulgård. Gården lå omtrent, hvor >Genforeningsplads ligger i dag.

Navnet Hulgård kan måske betyde, at gården lå i en lavning (“hule”).

Hulgård. Foto af Christian Christensen. 1918. Københavns Museum
Hulgård. Foto af Christian Christensen. 1918. Københavns Museum.

Ved Hulgårdvej der midt i 1960’erne opført et stort kongrescenter, der skulle opfylde et voksende behov i København for plads til større og internationale konferencer m.m. Centeret fik navnet Bella Center efter det nærliggende Bellahøj.

Byggeriet var dog kun midlertidigt og underlagt en bestemmelse om, at bygningerne skulle rives ned efter 12 år. Derfor opførtes et nyt Bella Center på Amager, som blev taget i brug i 1975.

Det gamle Bella Center blev dog liggende og omdannet til sportsfaciliteter, der fik navnet Grøndalscenteret.

På Hulgårdsvej 1-17 ligger den meget lange boligblok Hillerødhus (herover), som blev opført i 1921. Den er tegnet af arkitekterne Ivar Bentsen (1876-1943) og Thorkild Henningsen (1884-1931), som også tegnede Bakkehusene lidt ved siden af.

Ivar Bentsen var også arkitekten bag ni rækkehuse opført 1924 på Hulgårdsvej overfor Bakkehusene. Ved siden af ligger en lang række huse, opført 1927 med Poul Baumann (1878-1963) som arkitekt.

Hulgårdsvej ud for Bakkehusene og Rødkilde Plads.

På hjørnet af Hulgårdvej og Hillerødgade ligger Grøndalskirken.