Gaden er opkaldt efter godsejeren og politikeren Christian Ditlev Reventlow (1748-1827), der var en af hovedmændene bag processen for at give bønderne bedre vilkår i slutningen af 1700-tallet.
Bondefrigørelsen har fået sit mindesmærke i Frihedsstøtten, der står på Vesterbrogade.
Den gennemførtes sammen med udenrigsminister A. P. Bernstorff og embedsmanden Christian Colbjørnsen, som har fået gaderne Bernstorffsgade og Colbjørnsensgade opkaldt efter sig i kvarteret.
Gaden blev anlagt i 1880’erne. Den førte fra Vesterbrogade ned til havnen, hvor der dengang lå en tømmerplads.
Pladsen var anlagt på et opfyldt areal, der bl.a. bestod af bygningsrester, fra de huse der blev bombarderet af englænderne i 1807.
Placering ved havnen var dels af hensyn til transporten af tømmeret, men også fordi der her var rigelig vandforsyning, hvis der skulle opstå ildebrand.
Tømmerpladserne forsvandt, da Københavns Godsbanegård blev anlagt.
Ved Reventlowsgade blev der i 1893 anlagt en cykelbane af træ. Den var en ret stor trækonstruktion, hvor svingene var hævet, så der kom fart på cyklerne.
Banen var 350 meter lang og blev drevet af Cykelklubben Cyklisten. I 1904 lukkede banen igen.
Langs gaden ligger Hotel Astoria.