Vigerslevvej er “hovedvejen” gennem bydelen Vigerslev og går fra Roskildevej til Gammel Køge Landevej. Den følger forløbet af Harrestrup Å, der danner grænsen mellem Vigerslev og Hvidovre.
Vigerslevvej er opkaldt efter landsbyen Vigerslev, der lå lige syd for jernbaneviadukten.
Nord for landsbyen hed vejen indtil 1920 Vigerslev Torvevej, mens den syd for hed Vigerslev Flaskekrovej, fordi den førte ned til Flaskekroen ved Gammel Køge Landevej.
I begyndelsen af 1900-tallet blev Vigerslevvej, der havde en del sving, rettet ud. Man planlagde bebyggelsen af områderne i den vestlige del af Valby, som var blevet indlemmet i København.
I 1938 blev jernbaneoveskæringen ved Roskildebanen erstattet af en viadukt. Med anlægget af S-banen til Glostrup i begyndelsen af 1950’erne, fik viadukten et par spor mere.
Bebyggelsen langs Vigerslevvejs nordlige del er fra årene efter 1. Verdenkrig.
Her ligger Hansted Skole.
Syd for jernbanen er bebyggelsen yngre og består bl.a. af det almene boligområde Lykkebo.
Her åbnede Hovedstadens Brugsforening i 1949 Københavns første selvbetjeningsbutik.